Om mig
Livsvæv
Jeg var “blank” som ung. Jeg anede ikke, hvad jeg ville være.
Men min mor, hendes veninder og min bedste vens familie var sygeplejersker – og så valgte jeg at gå den vej. I 1988 begyndte jeg på sygeplejeskolen, og i 1991 blev jeg færdiguddannet.
Allerede dengang mærkede jeg en dragning mod psykiatrien. Det var et skræmmende felt – og netop derfor havde jeg brug for at nærme mig den del af faget. Jeg begyndte samtidig på en 4-årig psykoterapeutisk uddannelse, hvor jeg mødte min mand.
Gennem arbejdet og uddannelsen opdagede jeg, hvor dybt transformerende det kan være at kigge indad. I 2003 blev jeg færdiguddannet psykoterapeut.
Mine børn blev født i 2005 og 2007. Da trådte jeg ud af sygeplejen og ind i en ny hverdag tættere på hjemmet – og tættere på børnene. Jeg begyndte på et bosted for mennesker med autisme og fik “hands on”-erfaring i samarbejde med dygtige pædagoger. Her blev min interesse for supervision vakt til live. Jeg tog en supervisoruddannelse i 2015 og blev efterfølgende intern supervisor.
Arbejdspladsen gav senere hele personalegruppen et uddannelsesløft inden for neuropædagogik og neuropsykologi. I 2018 afsluttede jeg et diplommodul i netop det.
Omtrent samtidig begyndte min søns ufrivillige skolefravær. Jeg blev kastet ud i en personlig krise.
Jeg fandt støtte i den traumeterapeutisk metode EFTMR, og fordi denne hjalp mig på et dybere plan, valgte jeg selv at tage uddannelsen. I 2020 blev jeg færdiguddannet og begyndte at tilbyde behandlinger.
Efter 14 år matchede jeg ikke længere bostedet, jeg havde som arbejdsplads. Jeg kastede mig ud i livet som selvstændig – med supervision og traumeterapi – men Corona-tiden gjorde det vanskeligt at skabe stabilitet.
Jeg åbnede mig igen for sygeplejen og blev inviteret til kaffebesøg på en retspsykiatrisk afdeling.
Det var ikke min plan, at jeg skulle vende tilbage – og slet ikke i retspsykiatrien – men i mødet opstod gensidig interesse, og jeg begyndte i stillingen.
Her fik jeg mulighed for at fordybe mig i den traume-bevidste tilgang (TBT) i psykiatrien. Jeg skrev en opgave om emnet i 2024 som en del af et diplomforløb. Det gav dyb mening og styrkede min faglige retning.
Og bag det hele...
Er jeg blæst eller belæst – eller et sted midt imellem?
Er jeg bedre vidende - eller ved jeg faktisk ingenting?
Bag alle titlerne er jeg et menneske, der elsker livets små mirakler.
Jeg elsker nærvær og dybde, både med andre og i naturen.
Jeg har danset, løbet, spillet fodbold, laver yoga, svømmet, dykket, roet kajak og vinterbadet.
Min krop elsker at blive brugt – på land og i vand.
Sammen med min mand har jeg bygget en shelter på vores naturgrund – et sted for samhørighed med naturen, ro og opladning.
Jeg har tidligere spillet guitar og klaver. Nu lytter jeg mest – til musik, til livet og til dem, jeg møder.
Den indre rejse
Bag uddannelser, titler og faglighed løber en dybere tråd:
Min rejse hjem i mig selv.
Livet har givet mig perioder med tvivl, uro og følelsen af at miste retning.
Men netop dér – i de sprækker, hvor kontrollen glipper – har jeg opdaget,
hvor stor kraft der ligger i at turde være med det, der er.
Jeg har lært, at sand styrke ikke handler om at have styr på det hele –
men om at turde mærke, rumme og bevæge sig indad.
At møde mig selv med ærlighed og kærlig nysgerrighed.
Min indre rejse har givet mig en dyb respekt for menneskers sårbarhed –
og en stor tillid til, at vi kan hele, når vi bliver mødt dér, hvor vi er.
Det er den erfaring, jeg bringer med mig –
i mødet med andre, i mit fag og i mit virke.
